Modstandsidentiteter - narrativer og konspirationer

En overskrift for mange former for radikalisering blandt unge er behovet for at udtrykke sin modstand.

Hvis alle voksne omkring en ung afviser eller ekskluderer den unges syn på verden, bliver følelsen af at stå i modsætning til samfundet kun større.

Her gælder det bestemt også, at man skal undgå en stereotyp opfattelse af grupperne. Ønsket om at udtrykke modstand og at drømme om en ny og bedre verden kan være en stor ressource for nogle unge, fordi det får den unge til at engagere sig i samfundet, skolen eller klubben. I andre tilfælde bliver det en negativ aktivitet, der øger modsætningen mellem den unge og hans eller hendes omgivelser.

Det er derfor inklusion og dialog er grundlaget for arbejdet med tidlig forebyggelse og kernekompetencer for VINKs panel af ressourcepersoner. Det er ikke altid en let dialogopgave at være inkluderende overfor unge der er i voldsom modstand, og måske agiterer meget sort/hvidt eller aggressivt for en given sag.

Udgangspunktet for en inkluderende dialog er at møde den unge, der hvor han eller hun er, og forstå hvad den unge får ud af at være netop der. Kort sagt: Hvorfor er det givende at bygge sin identitet op om at være imod?

I nogle miljøer kan modstanden mod samfundet, skolen, forældre, osv. blive til en livsstil. I nogle tilfælde kan man tale om radikalisering som en modstandsidentitet. ”Identitet” kommer af det latinske stedord ”idem”, der betyder: det samme som. Identitet er altså det, man synes, man er det samme som.

Pointen er, at unge der har knyttet deres identitet og selvbillede op på en ideologisk, politisk eller religiøs modstandsidentitet, ofte opfatter en kritik af narrativet som en kritik af dem som mennesker. Alt hvad du siger om narrativet, siger du samtidig om den unge selv.

I stedet for hårdt at afvise den unges verdenssyn som værende ekstremt eller udemokratisk, kan du tale om betydningen for den unge, eller nuanceret og respektfuldt at udfordre dele af narrativet.

Narrativer

På overfladen ser de ovenfor skitserede typer af radikalisering meget forskellige ud, men hvis man ser nærmere på de dynamikker, der er på spil, så springer flere ligheder i øjnene. Hvert miljø har sin egen grundlæggende fortælling, sit eget narrativ.

Narrativerne forklarer hvorfor verden er som den er, hvor den unge hører til, hvorfor den unge har det som han eller hun har det og så videre. Narrativerne kan især vise hvem der er venner og hvem der er fjender. Narrativerne er forklaringsmodeller, som giver en totaltydning af hele den unges tilværelse – fra Internet og nyheder til skolen og forældrene.

I 1970erne og 1980erne var det mest politiske bevægelser, der blev forbundet med radikalisering og vold. Det fik de to amerikanske sociologer McClosky og Chong til at lave komparative studier af narrativerne på yderfløjene i amerikansk politik. Resultatet viste meget tydeligt, at der var store ligheder mellem narrativerne uanset om de var fra højre eller venstrefløjen.

I Europa og USA har vi de seneste 20 år haft en tendens til at se religiøs radikalisering som noget nyt og meget anderledes end den politiske radikalisering, der var vidt udbredt i 60’erne, 70’erne og 80’erne. Men der er meget af forskningen fra den tid, som stadig er relevant.

McClosky og Chongs studier viste dengang, at 70-80 procent af amerikanerne grundlæggende havde tillid til samfundet, demokratiet, politikere, domstole og medier. De 20-30 procent, der ikke havde tillid til samfundet fordelte sig ligeligt på de politiske yderfløje.

Yderlighederne stod så at sige sammen om at stå udenfor, men anså alligevel hinanden for at være hinandens absolutte modsætninger. Den store lighed lå i narrativernes karakter, selvom der var stor forskel på det konkrete indhold. Et centralt element yderlighederne havde tilfælles var de – såkaldte – ”paranoide tendenser” eller ”konspirationsteorier”.

Konspirationsteorier

En konspirationsteori handler om, at en lille skjult gruppe magtfulde mennesker kontrollerer verden gennem løgne og manipulationer af forskellig art.

Blandt klassiske konspirationsteorier kan nævnes, at månelandingen var en løgn, at det var CIA der stod bag mordet på Kennedy, eller at Frimurerordnen kontrollerer EU.

Hvis man ser nedenstående liste (fra wikipedia) over fællestræk ved konspirationsteorier, er det tydeligt at flere træk går igen i de narrativer der kan føre til radikalisering.

  • Opbygges på basis af begrænsede data eller indicier. (F.eks. på baggrund af medierapporter og billeder i stedet for grundig indsigt i baggrundsmateriale).
  • Ophavsmændene og tilhængerne af en konspirationsteori drager som regel konklusionen først og søger derefter efter argumenter for dens rigtighed.
  • Beskæftiger sig med begivenheder eller processer, der har stor historisk eller følelsesmæssig betydning.
  • Reducerer sociale fænomener, der er moralsk komplicerede, til simple, umoralske handlinger. Fejl begået af upersonlige årsager af institutioner tolkes som ondskabsfulde og bevidste handlinger af umoralske individer.
  • Personliggør komplekse sociale fænomener gennem magtfulde konspiratorer. Ofte leder "usandsynligheden" af en række begivenheder konspirationsteoretikerne til at forestille sig, at der må sidde en magtfuld person bag dem.
  • Konspiratorerne tilskrives overmenneskelige evner eller ressourcer.
  • Appellerer til "sund fornuft", hvor fagundersøgelser af sociologiske eller videnskabelige fænomener tilsidesættes.
  • Opretholdes ofte af personer med påviseligt forkerte opfattelser af de relevante videnskaber.
  • Eksperters afvisninger bliver ignoreret, idet de betegnes som naive medløbere, eller endda brugt som yderligere beviser i fortællingen, idet afvisningen ses som endnu et tegn på konspiration, som eksperterne er en del af.

Hvordan diskuterer man med en konspirationsteori?

Konspirationselementet er vigtigt, at tage hensyn til, for hvis man slår alt for hårdt på fakta og indlysende misforståelser i en konspirationsteori, bliver man hurtigt gjort til en del af konspirationen – og det er ikke befordrende for en inkluderende dialog. Især hvis en konspirationsteori er blevet grundlaget for en modstandsidentitet, skal man vare sig for at udfordre narrativet for bastant. Husk at det ikke nødvendigvis bliver opfattet som en faktuel afvisning af en bestemt fortælling, men derimod et spørgsmål om at være for eller imod den unges identitet – altså den fortælling den unge føler sig forstået gennem, hjemme i eller accepteret af.

Hvis du afviser den unges fortælling afviser du den han eller hun er.

I alle tre narrativer findes kontrafaktiske beskrivelser af virkeligheden, og de kan være meget pro-vokerende. Denne korte case fra vores VINK-case bank, viser mere om forholdet mellem kontrafaktiske provokationer og en vellykket inkluderende dialog. Det er nemlig ikke altid, at en diskussion om fakta, virkelighed, rimelighed og god tone er den bedste tilgang. Det kommer an på hvilken rolle et givent narrativ spiller for den unge.

Du kan også læse om erfaringer fra Sveriges EXIT-program for tidligere nynazister her.

Unge, der er tiltrukket af radikaliserende fællesskaber, får meget ud af netop den fortælling et givent narrativ sætter den unge ind i, og det giver ikke meget mening at diskutere med den unge, hvis man ikke ved præcist, hvad den unge får ud af at stå fast på sit narrativ. Derfor er det vigtigt at have fokus på den unge og den unges trivsel, og ikke så vigtigt præcist hvad den unge hævder at stå for eller at kæmpe for. Holdning og ideologi har en sekundær betydning for den inkluderende dialog.

VINK tilbyder en workshop om inkluderende samtaler her.

Tilbage